Strand, sol, Duf bloggen

Coronavirus - Spørgsmål og Svar

11.03.2020 - Skrevet af Anders, Rejserådgiver.   

Spørgsmål og svar om Coronavirus!

Vi får i disse dage en del henvendelser og spørgsmål som går på, hvordan man i yderste konsekvens skal forholde sig til en kommende bestilt rejse, herunder hvad man har af rettigheder som forbruger, i forhold til Corona-virussen, som pt. får massiv omtale i medierne.

Der er heldigvis lang tid til sommer og til vores fly letter med retning mod sydens sol, kolde drinks og en masse fest!

Vi opfordrer derfor alle de af vore gæster som har bestilt, og også de som endnu ikke har, til at slå koldt vand i blodet og gemme panikken væk. Vi tror på og forventer at situationen har stabiliseret længe inden.

Ekstrabladet her bragt en fremragende artikel om 10 grunde til ikke at gå i Coronapanik.

Artiklen kan du læse her.

Vi vil dog for god ordens skyld, og efter bedste evne, forsøge at besvare så mange af spørgsmålene herunder.

Pakkerejser

Hos DUF-Rejser sælger og arrangerer vi pakkerejser. Det vil sige rejser hvor fly og hotel sælges samlet som en pakke. I Danmark er det lovpligtigt, at man er registreret i rejsegarantifonden, når man som rejsearrangør udbyder og sælger pakkerejser.

Hos DUF-Rejser er vi derfor registreret i rejsegarantifonden med registreringsnummer 3248 (ML Travel Group). Har du derfor bestilt, eller påtænker at bestille en rejse gennem os hos DUF-Rejser, så kan du være helt rolig, for du er nemlig omfattet af rejsegarantifondens dækning.

Rejsegarantifonden

Når du køber en pakkerejse gennem os hos DUF-Rejser, så er du som sagt omfattet af rejsegarantifondens dækning. Det er din sikkerhed som forbruger. Rejsegarantifonden dækker økonomiske tab ved for eksempel konkurser m.m.

Du kan læse mere på om rejsegarantifonden her.

Afbestilling

Hvis Udenrigsministeriet udtrykkeligt i dagene op til afrejse fraråder rejser til et af vores rejsemål, så vil vi naturligvis stoppe med at gennemføre rejser til det pågældende område. Du vil i den forbindelse blive kontaktet af en af vores rejserådgivere med henblik på at finde en løsning. Det kan være et andet rejsemål eller at få refunderet de indbetalte beløb.

Såfremt det ikke frarådes at rejse til et specifik rejsemål, så vil vi gennemføre rejsen som planlagt, og afbestilling gælder i forhold til vores almindelige rejsebestemmelser.

Du kan finde udenrigsministeriets rejsevejledninger her.

Forholdsregler

Sundhedsstyrelsen vurderer pt., at der generelt er en lav risiko for smitte af Coronavirus ved rejse til udlandet, men henstiller dog til at man tager sine forholdsregler og husker hygiejnen.

Det anbefales, at du tænker på at holde en god håndhygiejne ved anvendelse af håndsprit og jævnlig vask af dine hænder. Det anbefales i tillæg hertil også, at du undgår kontakt med personer som har vist/viser tegn på forkølelse og/eller luftvejsinfektioner. 

Læs mere om Udenrigsministeriets råd til ferieplanlægning her.

Vi ses til sommer! 

Til sidst er der kun én ting tilbage at sige: VI SES TIL SOMMER! :-)